Den første TV-Teknik

Artiklen er fundet i tidligere OB-chef Hans Jensens efterladte papirer og er temmelig sikkert forfattet af fjernsynets første tekniske chef civ. ing. Peter Hansen. Bearbejdet af Henning Werner, DR-museum

 

Den første TV-teknik.

Det er jo ikke dansk sædvane, straks at gå helt og fuldt ind for noget nyt, og dansk TV´s start var ingen undtagelse fra denne regel. Lawaetz og Kjelstrup har beskrevet, hvordan inspirerende overtalelsesevner og dygtig udnyttelse af enhver mulighed skabte grundlaget for de første danske TV udsendelser. Tilladelsen var dog betinget af en meget stram økonomi, og den afspejlede en ret så rodfæstet mistro til, at dette påfund overhovedet ville få praktisk betydning. Disse forhold måtte naturligvis få meget stor indflydelse på den første TV teknik, og det skyldes ene og alene Lawaetz´s inspirerende ledelse, at det første forsøg ikke sluttede med den offentlige demonstration under radioudstillingen i Forum i efteråret 1950 – andet og mere kunne man ikke have ventet af det første, tekniske udstyr.

Philips-udstyret, som blev leveret i efteråret 1948, var aldeles ikke beregnet på praktisk programproduktion, men var alene tænkt som et undervisnings- og demonstrationsanlæg, der kunne give teknikere en første, elementær forståelse af, hvad TV var, og hvordan det fungerede. Det bestod af et enkelt stationært TV-kamera af Ikonoskoptypen og en 35 mm filmprojektor med et påbygget TV- kamera samt tilhørende forstærkere og kontrolmodtagere. Endvidere var der en primitiv 100 Watt sender, der kunne bringe ”udsendelserne” videre til modtagerne, f. eks. en udstilling. Målt med en international målestok repræsenterede det på ingen måde den nyeste teknologiske udvikling. Det var stort set en forenklet kopi af det materiel, der blev brugt ved de første regelmæssige TV-udsendelser i England i 1936, men det vidste vi heldigvis ikke ret meget om, da vi i 1948- 49 begyndte at arbejde med materiellet. Således var kameraet overordentlig ufølsomt for lys, og vi måtte belyse spillearealet med mindst 10.000 lux for at få en acceptabel billedkvalitet. Dette svarede til ca. 5 0 gange normal kontorbelysning og var ganske ubehageligt for de medvirkende, specielt da ”studiet” var indrettet i et lille kontor i Radiohusets øverste etage og var uden nogen form for ventilation eller klimaanlæg. For at undgå en helt uudholdelig varmestråling benyttede vi specielle vandkølede kviksølvdamplamper, hvorved vi måtte give afkald på de regulerings- og afskærmningsmuligheder, der sædvanligvis kendetegner film- og teaterprojektører. Værre var det dog, at lampernes driftssikkerhed var ret dårlig og at en hyppig fejl var brud på det vandfyldte glasrør, som omgav selve lampen. Mere end een medvirkende har fået et ufrivilligt styrtebad af denne grund.

Da programgruppen blev dannet i 1949, stod det klart for os, at man ikke kunne producere fjernsyn med kun et studiekamera, men måtte have mindst to, således at det ene kunne bringes i stilling og indreguleres, medens man udsendte billedet fra det andet. Det må jo erindres, at alt var direkte dengang. Optagelser til redigering og senere udsendelse, krævede filmteknik og det var vi ikke begyndt på endnu. Pengene var små, men vi fik tilladelse til at købe endnu et kamera, mage til det først leverede, mod at vi selv ombyggede og udvidede de tekniske installationer, så vi kunne klippe, mixe og fade mellem kameraerne og filmmaskinen. Denne ombygning fik et betydeligt omfang, da materiellet i 1948 var leveret i overensstemmelse med et specielt 567- liniers TV-system, som Philips havde foreslået som fælles europæisk TV-standard. Året efter viste det sig, at de fleste lande ville foretrække et TV- system med 625 liniers opløsning, og vi besluttede at vort anlæg skulle ændres til 625 linier, før vi for alvor trådte frem for offentligheden. Da ombygningen var færdig i slutningen af 1949, havde vi besøg af den Philipsingeniør som havde leveret det oprindelige anlæg, og han karakteriserede resultatet som det mest imponerende amatørfjernsyn, han havde set.

Nu kunne forarbejdet til Forumudstillingen påbegyndes, og det blev ret så spændende, teknisk set. Udover det faste personale på 12 personer skulle der uddannes ca. 20 nye medarbejdere, bl. a. fordi Lawaetz ønskede udstillingen baseret på toholdsdrift for at kunne vise så mange programmer som muligt i de 10 dage, udstillingen var åben. Desuden skulle udstillingens opbygning planlægges, herunder ikke mindst problemet med at få flyttet det tekniske udstyr til Forum. Datidens TV- materiel var afgjort ikke transportvenligt. Det bestod af snesevis af kasser og enkeltapparater, fastskruet i jernrammer og forbundet med et utal af kabler og løse ledninger. Flyttemandsopgaven kunne kun løses ved at skille det hele ad, bære det over gaden til Forum og genopbygge det. Det blev nået til åbningen, men en del af os fik ikke den lovbefalede mængde søvn i ugen, der gik forud.

Mange firmaer viste deres første TV-modtagere på udstillingen, i de fleste tilfælde laboratoriemodeller, der var kommet til verden på samme hektiske måde som vores studie. Udsendelserne skulle fordeles til disse modtagere og man turde ikke tro på, at det var gennemførligt at sætte en forstyrrelsesfri antenne op til hver stand. Her fik vi udmærket hjælp fra Danmarks Tekniske Højskole, som sammen med teknikere fra radiobranchen konstruerede og monterede et kabelfordelingsanlæg, uden tvivl Danmarks første fællesantenneanlæg.

Over det hele svævede vor konstante udfordring. Ingen TV-udsendelse uden expres-service. Driftsklart reservemateriel var en luksus, vi ikke havde råd til. Alt udstyr skulle virke hele tiden, og da det ikke gjorde det fra naturens hånd, skulle det repareres aldeles omgående, når det strejkede. Dette forhold fik en indflydelse, der kom til at række mange år frem. Evnen til øjeblikkeligt at lokalisere en fejl og til at afhjælpe den så hurtigt som overhovedet muligt værdsættes lige så højt som evnen til at bruge udstyret, når det var i orden, og de fleste førstegenerations TV-teknikere udviklede denne dobbeltrolle til fuldkommenhed.  En enkelt tildragelse fortjener at undgå glemselen. I en udsendelse opstod der en fejl i en transformator i senderen. Transformatoren blev varmere og varmere og vagthavende tekniker var overbevist om, at den ville gå op i røg og flammer, inden udsendelsen var forbi. Han hentede støvsugeren fra rengøringsrummet og satte den til at blæse kold luft lige ind på den varme transformator. Kuren virkede, transformatoren overlevede udsendelsens afslutning og blev udskiftet inden næste dags prøver begyndte.

Forumudstillingens uomtvistelige succes blev ikke startskuddet til regelmæssige offentlige udsendelser. Regeringens økonomiske betænkeligheder var for store, men Radiorådet vedtog, at eksperimentgruppen fortsat kunne bruge hele sin arbejdstid på TV-arbejde. Optimismen havde nok fået et knæk, men der skete dog teknisk spændende ting i det følgende år, og endnu stærkere gik det, da tilladelsen til regelmæssige udsendelser kom i efteråret 1951. Vi begyndte bl. a. at beskæftige os aktivt med film. 35 mm filmmaskinen og dens TV- kamera, der kun var egnet til at vise spillefilm, blev flyttet ned i et lokale under studiet, hvor der også var plads til at opstille en 16 mm filmmaskine. Ved hjælp af et hjemmestrikket spejlarrangement kunne vi nu også vise smalfilm (16 mm) via vor eneste TV-filmkamerakanal. Smalfilmkameraer (16 mm) blev købt eller lånt og vi begyndte langsomt at lave vore egne filmreportager. Herved var vejen åbnet for en programproduktion, der brød med den oprindelige, engelske idé, at TV-udsendelser er, hvad der sker i TV- studiet i udsendelsesøjeblikket, og den udvikling er der jo kommet ganske meget ud af senere.

Syncron lydgengivelse var i begyndelsen noget af et problem for vore filmforsøg. Den klassiske filmindustris teknik med at optage lyden på sit eget filmnegativ, og derudfra fremstille en normal biografkopi tiltalte os ikke, dels fordi lydkvaliteten efter denne teknik er ringere end normalt for radio og TV-udsendelser, dels fordi vi simpelthen ikke havde råd til at købe det nødvendige apparatur og til at betale det nødvendige filmforbrug.  Vi valgte i stedet at satse på lydbåndsteknikken, som allerede i 1950 var på vej til at blive radioens mest betydende produktionsteknik. Da lydbåndet ikke har perforationshuller som film, måtte vi finde på andre, elektroniske metoder til at sikre at lydbåndet under afspilningen kørte med nøjagtig samme hastighed som billedfilmen. Vi måtte også lave et hørbart og synligt tidskodesystem, der gjorde det muligt at finde sammenhørende lyd og billede under redigeringsarbejdet i klippebordet. Systemet blev lavet og fungerede i mange år, lige indtil den internationale filmindustri gik ind for at fabrikere lydbånd, der havde perforationshuller som film og i øvrigt på alle områder samme dimensioner som film, så det kunne køres i klippeborde og udsendelsesmaskiner sammen med billedfilmen over de traditionelle tandtromler. Grundideen i systemet anvendes i øvrigt den dag i dag af rejsende filmoptagelseshold over hele verden, da det forener høj lydkvalitet med bekvemt transportabelt optageudstyr.

Som nævnt tidligere var alle studieudsendelser direkte. Et program kunne ikke gemmes eller genudsendes. Fra den engelske fjernsynsorganisation BBC hørte vi at man der havde udviklet et apparat til fremstilling af en filmkopi af en TV-udsendelse – et telefilmanlæg. Det var kompliceret, kostbart og helt uden for vor rækkevidde, men vi kunne da altid forsøge at lave en” husmandsudgave”. Det lykkedes faktisk. Ved at lave lidt om på en af vore kvalitetsmonitorer og bygge et specielt motordrev til et 16 mm filmkamera fik vi ganske pæne filmoptagelser af TV-udsendelsen. Systemet havde den ejendommelighed, at den resulterende filmkopi skulle afspilles med 16 2/3 billede pr. sekund – så behøvede vi nemlig ikke at bruge så meget af den dyre film. Anlægget kom imidlertid aldrig ud over forsøgsstadiet, for vi var stadig ikke ret mange teknikere, og der var så meget andet der skulle nås.

Studiet var stadig vores vigtigste arbejdsplads, og det infernalske lyshav blev mere og mere uudholdeligt, jo større kredsen af medvirkende blev. Vi måtte simpelthen have nogle TV-kameraer, der var mere lysfølsomme. Køb var udelukket som følge af regeringens betingelser for igangsætningstilladelsen fra 1951, men et tilbud fra Philips om leje af et par kameraer af en ny type kunne da altid overvejes. Det blev det, og det blev accepteret. Så stod menuen på ombygning igen. I foråret 1953 blev Forumudstyret pillet ned og de nye kameraer blev monteret. Desværre var vi stadig så nødtvunget sparsommelige, at vi genanvendte alt hvad der kunne bruges fra det gamle udstyr, og således gik Danmarks Tekniske Museum glip af det første TV-studieanlæg. Samtidig blev studiets lysanlæg totalt fornyet. De blændende kviksølvdamplamper med deres hvæsende kølevandsslanger blev sat i kælderen og hele loftet og en skråvæg over kameraerne blev tapetseret med lysrør – så mange, der overhovedet var plads til. Nu ville vi have blændfrit lys, og det kunne vi tillade os med de nye kameraer, som var af Super-Ikonoskop typen, der kun behøvede 2.000 lux mod de gamles 10-15.000 lux.

Både programtjenesten og teknikken lærte en masse i disse år, men abonnenter fik vi ikke mange af. Selv om den lille forsøgssender var blevet forstærket og havde fået ny antenne, var det meget vanskeligt at modtage vore udsendelser uden for det egentlige Københavnske byområde. Det udadvendte arbejde var dog ikke forgæves, for i december 1953 godkendte Folketingets finansudvalg en indstilling om permanent offentlig dansk fjernsyn med den deraf følgende voldsomme udbygning af studier, reportagevogne, filmgrupper og sidst, men ikke mindst det landsdækkende TV-sendenet, der på et meget tidligt tidspunkt gjorde Danmark til et af de bedst dækkede TV-lande i verden. Det er imidlertid en anden historie, som ikke med rimelighed kan finde plads indenfor denne bogs rammer. 

       

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Gert M. | Svar 01.01.2013 21.37

Igen super-informativ artikel, yderst interessant læsning!
Tusind tak Henning Werner!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.06 | 22:53

Kære Karina
Vi kender udmærket kanvastaskerne, i mange forskellige afskygninger, men historien om den, nej ikke umiddelbart. Vi har sat en "eftersøgning" i gang

...
02.06 | 14:11

.. Vi ved at man bruger den på TV2 og måske også i andre produktionsmiljøer.

Men kan en af Jer være mere konkrete, vil vi blive taknemmelige

på forhånd tak

...
02.06 | 14:10

... at den engang i 70’erne blev designet til transport af Nagra båndoptagere og andet udstyr, som alle journalister dengang slæbte med sig

...
02.06 | 14:09

Hej
Her i DR researchen er vi blevet spurgt om vi kender til historien bag DR’s kanvastaske. Hvornår og til hvilken brug blev den skabt.
Vores eget bud er...

...
Du kan lide denne side