Ampexmaskiner

Poul Fuglsang forklarer hvordan man virkelig klippede i
videobåndene, i TV’s barndom:

Lige først lidt historie. De 2 første videobåndmaskiner DR købte i 1958 og satte i drift i 1959 var lidt skrabede. Der var f.eks. intet slettehoved, ingen båndtæller, intet cue-spor. Så – båndene måtte forslættes på en stor magnet, varigheden måtte måles med stopur (husk at nulstille inden start) og ingen mulighed for det ekstra lydspor som kom senere med cue sporet. En feature der også manglede var muligheden for at køre maskinerne synkront med den centrale sync i radiohuset, det der senere kom til med ”intersync”. Det betød, at maskinerne blev styret af nettets 50 hz,  - resultat - et herligt billedrul i de små hjem når der blev klippet til TV bånd. Men udviklingen gik over stok og sten, da maskinerne til rum 2 blev indkøbt i 1961, da var de født med slettehoved, båndtæller, cuespor og intersync. De ældste maskiner blev løbende opdateret så her omkring 1963 var der så 4 maskiner med stort set samme egenskaber.

Så begyndte man også her i DR at klippe i Tv båndene. Meget mod Lawaetz ønske, han mente at TV bånd var at betragte som direkte udsendelse, men klip kom der og det er her vor historie kommer til.

Lad os lege vi er i ca. 1965, båndrum 2 er booket til redigering af TV teater (det hed det dengang, nu er det jo Drama) Det bedste bånd er valgt (vi optog jo alt på 2 maskiner, valgte det bedste m.h.t. dropouts og støj ). Så nu klar til klip. Frem med værktøjet. Først splejseren (rengøres omhyggeligt) check at der er splejsetape i holderen, hylde til splejseren, saks, pincet, speedmarker, askebæger, renset benzin , magnet pulver, skumgummipensel, Belzerrulledims, kleenex, GEM barberblade og sidst men ikke mindst Luppelampe.

Så er vi klar, venter kun på instruktør eller producer. Når han kommer (det var mest hanner) anbringes han på en nedslidt kontorstol op af steldørene på den maskine der ikke bruges til klipningen. Vi leger videre at der er 6 sekvenser, der er optaget i handlingsrækkefølge, så først lægges startcue ved programmets start, 10 sekunder før normalt op af sort. Hen til slutningen af sekvens 1. Her kommer produceren ind, han skal lige sige hvor der skal klippes ud af sekvensen. Nu er det sådan, at en 2” maskine kun viser et billede når den kører, så når han siger ”Klip” stop på maskinen, mærke på tapen og lige prøve en gang til så den hårdt prøvede tekniker er sikker på at det rigtige sted er markeret. Her skal man lige huske at spørge om der skal klippes på billedet eller lyden, lyd ligger 0.8 sec forskudt i forhold til billedet. Frem med saksen og klip (tæt på mærket) Af med spolen med sekvens 1, ny spole på, finde indgangsklippet på sekvens 2. Igen saksen. På med sekvens 1 og nu har vi så ”ind og ud” De 2 ender forsigtigt ud af løbeværket. HUSK ingen fedtede fingre, ingen lange negle, fedtede fingre sætter sig på tapen lange negle sætter mærker i tapen der kan resultere i ”drop outs” (hvide pletter under afspilning) Så lidt benzin i askebægret (elegant, ikk’?) magnetpulver i, røre lidt rundt og så kan videospor, kontrolspor og cuespor fremkaldes. Og så en tapeende ad gangen, fremkalde sporene med skumgummipenslen, finde med "Luppelampen” (en pencillampe med påloddet lup) editpulsen og så finde tredie videospor til højre for editpulsen. Nemt ikke? Der er masser af plads, der er 0.15mm mellem hvert spor. Når begge ender er placeret skæres der med GEM barberbladet. Kun det blad, Det er lidt tykkere end et normalt barberblad og passer med spalten i splejseren og så kan man holde på det uden at komme til skade. Så fiskes splejsetapen frem af holderen med pincetten og de 2 tape ender lægges forsigtigt ned på splejse tapen. Så rulles splejsningen fast med Belzerrulledimsen, magnetpulveret vaskes af med benzin (det er her kleenex’en kommer ind) og så forsigtigt, forsigtigt, lægges tapen ind på plads i maskinen. Det store øjeblik, tapen køres. Er splejsningen OK, ja så ser produceren glad ud, teknikeren jubler indvendigt (og ser naturligvis ud, som det er helt normalt) hvis klippet kører uden udfald. Så er det kun gentagelse med resten af programmet. Når dagen er gået, og alt er vel, går producer en ud af rummet med rank ryg, overbevist om, at et nyt mesterværk er skabt, teknikeren mangler kun at indtale slutcue på 2 minutter, 1 minut, 10 sekunder, der lægges på cuesporet, benyttes af continuity under udsendelse. Så ryddes der op, skrives etiketter , færdigmelding og alt det der endelig kan man gå hjem, efter en helt almindelig dag på kontoret.

Poul Fuglsang -September 2021

For dem som er yderligere interesseret i den første AMPEX videomaskine er her et par links:

Jubilæumsoptagelse fra AMPEX 60år og Den første danske optagelse

mere om de første videobåndmaskiner.

 Indledning

I fjernsynets barndom, her taler vi f.eks. om England der startede i 1936 og USA der indledte i 1939,var der kun 2 muligheder for at for at distribuere TV-signaler, nemlig enten en direkte udsendelse eller ved scanning og udsendelse af film. Optagelse af et videosignal var med datidens teknik ikke mulig elektronisk.

Fra afslutningen af anden verdenskrig og ind i begyndelsen af halvtredserne eksploderede TV udviklingen i USA. De 3 store landsdækkende mediekoncerner ABC, CBS og RCA var med radio-kæder og koaksialkabler forbundet til de større byer. Samme program kunne nu sendes stort set til hele nationen samtidig. Det betød – også allerede dengang – større reklame- og sponsorindtægter.

Der var dog et praktisk problem, nemlig tidsforskellen på 3 timer mellem Øst og Vest. Et program i New York, primetime kl. 20, ville have for få seere i Los Angeles 17. I nogle år benyttede man TELEFILM. New York programmet blev optaget på film via en monitor samtidig med udsendelse. Efter ekspresfremkaldelse blev det så genudsendt 2-3 timer senere over radiokæderne. Kvaliteten var ikke tilfredsstillende, og det var kendt i branchen at der var mange penge til den/de der kunne videreudvikle lydbåndoptageren til optagelse og gengivelse af Tv-programmer.

Forhistorien.

Lydbåndoptageren blev til på basis af opfindelsen af magnetbåndet. Det første magnetbånd blev opfundet allerede i 1934 af tyske BASF. Den store ligeledes tyske koncern AEG fremstillede de første lydbåndoptagere, kaldet Magnetofoner.  Historien om disse maskiner findes i DRmuseums artikel om ”Den første båndmaskine”. Imidlertid var lydbåndet og lydbåndoptageren ikke kendt i hverken USA eller England før i slutningen af anden verdenskrig. Under de allieredes fremrykning gennem Tyskland i 1944/45 var det Major Jack Mullin, der var tjenstgørende i U.S.Army Signal Corps, der hos Radio Frankfurt opdagede ”Magnetofonerne”. Han rekvirerede 2 maskiner med ca. 50 ruller BASF type L bånd og bragte dem til USA. Her blev de modificerede maskiner demonstreret 16 Maj 1946 til Institute of Radio Engeneers i San Francisco.

Detvar AMPEX der blev banebrydende i USA med videreudviklingen af lydbåndoptageren. Firmaet startede i 1944 som ”Ampex Electric and Manufacturing Company” og fik navn efter stifteren. Hans navn var Alexander M. Poniatoff – og for at undgå navnet AMP, der var i brug – tilføjede man Excellence. AMPEX. Ampex første selvudviklede lydbåndoptager kom i 1948 – model 200A. En begejstret bruger af denne nye teknik var Bing Crosby. Senere, da udviklingen af maskinerne skred frem, blev guitaristen Les Paul en af de første kunstnere der benyttede ”Sound on sound” optageteknikken.

AMPEX vandt den industrielle kappestrid om videobåndmaskinen. Mange producenter havde erfaring med lydbåndoptagere, hvor de professionelle maskiner kunne klare et frekvensområde på 50 – 15.000 Hz. Fjernsynssignalets frekvensområde på 5Hz til 5.000.000 Hz (5Mhz) er derimod ikke muligt. Magnetbåndoptagerens teori gør det umuligt at behandle et signal hvor den øvre grænse-frekvens er en million gange den nedre.

Mange prøvede. Allerede i 1950 prøvede RCA, Bing Crosby og andre at optage video på bånd med stor fremføringshastighed. I England udviklede BBC maskinen VERA (tape speed 508cm/sek på ½ bånd, opløsning 3Mhz) og som der står beskrevet – den er meget tung. Den blev ingen succes.

For at kunne registrere fjernsynssignalets frekvensområde – 5Hz til 5 Mhz – er det nødvendigt at omdanne fjernsynssignalet til et frekvensmoduleret signal. Ligeledes er det nødvendigt at forøge hastigheden mellem bånd og magnethoved meget betydeligt.

Tidligt i 1956 var det en udviklingsgruppe hos AMPEX, med Charles Ginsburg som leder og en vis Ray Dolby som en af medarbejderne i gruppen der fandt løsningen med ”Quad” systemet. 4 magnethoveder i kanten på en skive der roterer med 250 omdr/sek (15.000 omdr/min.)  bringes i kontakt med et 2” bredt bånd (ca. 5cm) der fremføres med 15” (ca. 38cm/sek). Der tegnes således for videosignalets vedkommende en række smalle spor næsten på tværs af båndet, En ”Head to tape” hastighed på omkring 140km/t.  Et sådant sekventielt system kræver meget af den tilhørende teknik for at genskabe et sammenhængende signal.

Lyden registreres på normal vis på et langsgående lydspor i den øverste kant af båndet, i nederste kant af båndet indspilles et kontrolspor og et lavkvalitetslydspor (cuespor).

Ampex demonstrerede den første 2”Quad maskine type VR-1000 på National Association of Radio and Television Broadcasters messen den 14. marts 1956. Den første udsendelse der blev udsendt var Douglas Edwards and the News den 30. november 1956. Allerede denne foreløbige udgave af 2” maskinen viste sig indiskutabelt bedre end telefilmteknikken, og resulterede i at de store ameri-kanske fjernsynsorganisationer omgående bestilte maskiner til levering hurtigst muligt.

Også Danmarks Radios ledelse viste interesse, men en øjeblikkelig anskaffelse viste sig ikke mulig.

Dels havde Ampex nok at gøre med at efterkomme den amerikanske efterspørgsel, dels var maskinerne konstrueret til den amerikanske standard på 525 linier. Danmarks Radio fortsatte derfor den udbygning af filmproduktion der var igangsat. 

De første 2 maskiner.

I foråret 1958 havde tyske Siemens fået agenturet for Ampex i Europa. Siemens havde også påta-get sig at ændre maskinerne til den europæiske 625 liniers standard. På dette tidspunkt havde sta-tionerne i Baden-Baden og Köln afgivet bestilling på hver 2 maskiner. Her i foråret 1958 var TV-direktør Jens Frederik Lawaetz og Ing.Peter Hansen på studierejse i USA og så her Ampexmaskinerne i drift. Begge var begejstrede for denne nyskabelse indenfor TV-teknikken, og resultatet blev, at der på budgettet for 1959 blev afsat 1.2 mill. kroner, til anskaffelse af 2 maskiner med tilhørende hjælpeudstyr. (i 1958 var TV-licensen 50 kr/år)

I September 1958 var Ing. Peter Hansen derfor i Tyskland for at undersøge leveringsvilkår. På dette tidspunkt havde Siemens fået en leverance på i alt 8 maskiner. De 5 var allerede solgt. Peter Hansen fik TV-direktør Lawaetz (der var til programmøde i Geneve) til at ændre hjemrejse, så der kunne tages stilling til sagen. Et telegram til daværende generaldirektør F.E. Jensen resulterede i, at der dagen efter, kunne afgives bestilling på 2 maskiner til levering Okt./November 1958.

De 2 maskiner blev leveret november 1958 og der blev indrettet et ”båndrum” på 3 sal i Radiohuset umiddelbart overfor filmrummet. Ingeniør J.Brummerstedt og de 2 teknikere Johan Johansen og Henrik Christensen blev sendt på et kort kursus hos Siemens. Efter installation, test o.s.v. blev den første udsendelse på TV-bånd sendt i luften den 11. marts 1959 kl. 20.25. Udsendelsen var en gen-udsendelse af festlighederne på Amalienborg slotsplads i anledning af kong Frederik d. IX’s 60 års fødselsdag. Danmarks Radio var dermed det tredje land i Europa der tog videobåndmaskinen i brug.

De første år.

 Videobåndteknikken var ny, den stillede store krav til de teknikere der servicerede og opererede maskinerne. Dette forhindrede dog ikke at dette nye blev en forrygende succes. Det første år (fra marts til december 1959) optog og udsendte de 2 TV-båndmaskiner 95 timer af den samlede udsen-delsesflade på 616 timer. En konsekvens heraf var at der allerede i 1960 blev bestilt og leveret endnu 2 maskiner der blev installeret i naborummet til rum 1.

 De første 2 maskiner, maskine 1 og 2 af typen Ampex VR1000, var ved leveringen egentlig et par ”tidsforsinkelsesmaskiner”. Der var på maskinerne ikke slettehoved, båndene skulle altså forslettes på et kraftigt magnetfelt. Der var ingen tidstæller, varigheder måltes med stopur, og der var absolut ingen redigeringsmuligheder. Altså, gik en skuespiller i stå i slutningen af et stykke TV-teater, så var det om igen. Imidlertid gik udviklingen hurtigt. Der kom suppleringsudstyr fra Ampex. Maskinerne blev modificeret med slettehoved, med båndtællere og andre forbedringer, flere udviklet af specielt båndrummes første holdleder Johan Johansen.

Også redigering blev mulig. I første omgang ved mekanisk klip. Som tidligere beskrevet foregår indspilning af video på tværs af båndet. Denne magnetisering kan gøres synlig ved at dyppe båndet i en særlig opløsning af magnetpulver. Når det korrekte videospor var analyseret i forhold til vertikal sync (en markering fandtes i form af en ”editpuls” indspillet på kontrolsporet)kunne der skæres mellem 2 videospor (der er 0.14mm) herefter kunne de 2 ender klæbes sammen med en særlig splejsetape. Alt dette foregik under lup. Tid pr. klip mellem 2 og 20 minutter afhængig af erfaring (og held) hos teknikeren. Det var det originale materiale der blev klippet i, der var ingen vej tilbage ved fejl.

Det næste sæt maskiner - maskine 3 og 4 - var af typen VR 1000 C. Betjeningsmæssigt stort set som de første 2 maskiner. Båndrum 2 var nu en realitet.

 I 1964 kom næste skridt i udviklingen. Det blev nu muligt at redigere elektronisk, altså ved at over-spille fra en maskine til en anden synkront. ELEKTRONIC EDITING fik sin debut den 18. april 1964. Produktionen var et sammendrag fra dagens mindehøjtideligheder i anledning af 100 året for krigen 1864. Electronic Editing blev kun brugt begrænset i de første år, men hurtigt udviklet speci-elt i forbindelse med dramatik og underholdning.

 1960 - 1968

1963             

Blev indkøbt en RCA type TR22 maskine. Denne var fuldtransistoriseret. Efter test i Radiohuset blev maskinen sendt til FERNSEH GMBH i Darmstadt for indbygning i DR’s første båndvogn. Vognen havde premiere i forbindelse med Prinsesse Anne-Marie og Kong Konstantins bryllup i Athen. Hertil havde DR - da Grækenland på den tid ikke havde TV - sendt et helt reportagehold med OB vogn, materielvogn og båndvogn

1965             

I forbindelse med etableringen af TV-avisen og det øgede behov for optagelse, redi-gering og udsendelse på videobånd blev båndrum 3 etableret. Rummet lå i umiddelbar forbindelse med rum 2. De tre rum fik nu betegnelsen TV-båndcentral. Maskinerne var 3 stk. VR 2000 A. Ampex nyeste og mest avancerede maskine. Fuldtransistoriseret med mulighed for HB (High Band) optagelse/afspilning.  Maskinerne var bagud kompatible så både optagelse og afspilning kunne foregå som på maskinerne i rum 1 og 2. Af planlægningsmæssige grunde blev s/h optagelser fortsat optaget på LB (Low Band) Dette gav den bedste fleksibilitet for de nu 7 maskiner i TV-båndcentralen. I forbindelse med etableringen af rum 3 blev også rum 1 og 2 opgraderet. Rum 1 og 2 fik nye pulte til indvalg for opt. og uds., rum 3 fik en pult der også rummede en simpel mixer, så der nu kunne overblændes mellem 2 maskiner, en feature der blev flittigt benyttet i forbindelse med redigering.

 1968             

I TV-byens nyopførte BF (Bånd og Film) bygning blev 2 nyindkøbte, farvedygtige maskiner af typen Ampex VR 2000 C installeret i kabine BFR 3. Maskinerne blev benyttet til farveforsøgsudsendelserne, til kursus, men fik deres egentlige debut i forbindelse med OL 1968 fra Mexico.

                      Tekniske Data, VR 1000 og VR 2000, Low Band

                      Modulationsfrekvens:         Tip af sync:  5.0 mc

                                                                 Blanking   :   5.5 mc

                                                                 Max hvidt :   6,8 mc

                      Tromlemotor:                      15000 omdr/sek

                      Tape speed:                         15.625 i/ps (tommer pr.sek)

                      Spor pr.sek.:                        1000

                      Video:                                 Båndbredde 5,5 Mhz

                      Sign/støj forhold:                min. 43 dB

                      Lydspor:                             50 Hz– 15KHz plus/minus 2 dB

                                                                 s/n forhold 55dB

                      Cuespor:                             60Hz – 8 kHZ

                      Indspilletid:                        Max. 90 min.

                      Opstarttid, afsp:                 5-8 sek ( i DR anvendtes 10 sek.

                                                                opstart i forbindelse

                                                                 med udsendelse)                

Billeder: 2” bånd sporplacering

DR-museum Marts 2013, Poul Fuglsang