Tekstning af tv-programmer

Tekstning af tv-programmer

 

Fjernsynsstationer over alt i verden udsender i større eller mindre omfang programmer, hvor dialog og/eller kommentarer forgår på et fremmedsprog, og hvor seerne derfor har brug for en eller anden form for oversættelse. Det gælder naturligvis i særlig grad mindre sprogområder som dansk, mens der i de store sprogområder som eksempelvis engelsk vil være så stort udbud af programmer på eget sprog, at behovet for oversættelse er minimalt. Denne oversættelse mellem sprogene kan foregå på flere måder, der med en fællesbetegnelse kaldes versionering, det vil sig at skabe en national version af programmet. 

Den mest radikale metode kaldes eftersynkronisering. Det betyder, at hele dialogsiden genindspilles på det lokale sprog, oftest ved at bruge specialtrænede skuespillere der er i stand til at gengive dialogen så den (næsten) bliver læbesynkron med originalversionen. Det er dog en meget kostbar produktionsform, som DR af samme grund sjældent benytter – og når det sker, er det næsten altid på udsendelser, der er målrettet til mindre børn som endnu ikke kan læse undertekster. Den enkleste metode kaldes voice-over. Det er det engelske ord for, at der lægges en fortællerstemme ind over programmet samtidig med, at hele den originale programlyd dæmpes. Kunstnerisk er det en ret utilfredsstillende løsning, som DR derfor kun undtagelsesvis benytter. Mellem disse to yderpunkter befinder sig den metode som benyttes i Danmark og andre mindre lande, nemlig at dialogen i et program tekstes, og at eventuelle kommentarer uden for billedet genindtales på lokalsproget.

Tekstning består af én- eller to-linjers oversættelsestekster, der lægges ind i bunden af billedet. Et særligt problem med tekstning er, at dialogen ofte indeholder flere ord, end det er muligt at nå at læse. En vellykket programtekstning er derfor karakteriseret ved, at den – ud over korrekt oversættelse – har reduceret antallet af skrevne ord i en grad, så seerne kan nå at læse teksterne, men ikke så meget at det går ud over forståeligheden. 

Disse undertekster ”nøgles” ind i billedet via en såkaldt ”down-stream-keyer”, der ud over indlægning af selve teksten også indeholder noget, der kaldes en ”sortbåndsgenerator”. Sidstnævnte er en enhed, der lægger en mørk, halvtransparent baggrund bag de hvide tekster, så de også kan læses, når billedbaggrunden er lys. Indlægning af tekster sker direkte under afvikling af den enkelte udsendelse. Det vil sige, at teksterne sættes på og tages af mens udsendelsen kører. Frem til omkring 1980 skete denne styring af teksterne på den måde, at den person, der havde oversat og skrevet teksterne, manuelt trykkede den enkelte tekst på, fjernede den igen og gjorde næste tekst klar. I dansk fjernsyns første årti klarede man sig med et ret simpelt, men noget besværligt system til fremstilling og afvikling at undertekster. Hver enkelt tekst blev præget med hvide bogstaver på et lille ark sort karton. Disse kartonark blev efterfølgende delt op i 3 bunker, der blev sorteret, så første bunke indeholdt tekst nr. 1–4–7– osv., anden bunke tekst nr. 2–5–8– osv. og tredje bunke tekst nr. 3–6–9– osv. Bunkerne blev herefter anbragt på hver sit skiltestaffeli, opstillet foran et af studiets 3 kameraer. Afviklingen foregik så på den måde, at teksteren via studiets billedmixer på skift valgte det kamera, der havde den aktuelle tekst. I studiet stod der ved hvert staffeli en medhjælper, som – når en tekst havde været på – simplet hen vippede den på gulvet så næste tekst i rækkefælgen blev klar. Metoden var ikke alene mandskabskrævende, men også meget facilitetskrævende, for den lagde beslag på fjernsynets dengang eneste studie. Desuden var denne procedure praktisk sårbar, hvilket jeg personligt har oplevet, da en af medhjælperne en dag kom til at vælte sit staffeli, så de resterende tekstark flød ud over gulvet. Resultatet af den fadæse blev, at filmen måtte undvære hver tredje tekst indtil synderen havde fået samlet de ”faldne” tekster op og sorteret dem igen.   

Manglende interesse for tekstning i de store lande betød imidlertid, at egnede faciliteter til tekstning ikke fandtes på markedet dengang, så DR måtte selv udvikle dem. Det blev et system baseret på, at teksterne med passende afstand skrives på en på 16,5 cm bred, kantperforeret papirrulle. Til skrivningen blev brugt en speciel IBM Composer skrivemaskine med kuglehoved, idet denne maskine var i stand til at præge bogstaverne så ensartet og skarpt, at de næsten fremstod som bogtryk. Ud for hver tekst blev der på papirrullen sat en markering, som en fotocelle i den maskine der afviklede teksterne kunne ”læse” – og dermed få maskinens fremføring af papiret til at standse præcis på det sted, hvor det indbyggede kamera havde teksten korrekt placeret i billedfeltet. 

Tekstningsanlæg udviklet og fremstillet af DR’s egen tekniske stab

 Med dette system var afviklingen af tekster fortsat en manuel proces, men ressourceforbruget var blevet begrænset til én person (teksteren) og noget specielt udstyr til skrivning og afvikling af teksterne. Systemet kom da også til med succes at fungere hos DR i næsten 20 år.

DR fremstillede betjeningspaneler til tekstning

Afløseren for det mekaniske tekstsystem viste sig, da der i løbet af 1970’erne kom elektroniske karaktergeneratorer på markedet, det vil sig udstyr som kunne generere fonts (skrifttyper) rent elektronisk. Herved kunne teksterne skrives ind på en computer – og hele tekstninger kunne henholdsvis gemmes og flyttes på det netop da helt nye lagermedie, floppy-disc’en. DR’s første tekstanlæg af denne type blev anskaffet i 1978. Det blev leveret af det norske elektronikfirma Tore Seem og taget i brug på TV-Avisen den 2. oktober 1978, i øvrigt samtidig med, at TV-Avisens studie på Radiohuset, som det sidste tv-studie, var blevet ombygget til produktion i farver.

Tore Seem's elektroniske tekstanlæg med floppydisc (8")

Overgang til elektronisk tekstning åbnede samtidig mulighed for programmeret styring af tekstafviklingen. Grundlaget for det var, at der til brug ved redigering af videobånd var blevet indført en tidskodemarkering. Det betyder at hvert enkelt billede i videosignalet nummereres med et digitalt kodet 8-cifret tal. Sammen med den elektroniske registrering af en tekst kan man derfor også registrere nummeret på det billede, hvor teksten skal på, og nummeret på det billede, hvor teksten skal tages af. Denne kodningsproces finder sted under en prøvetekstning, som teksteren foretager efter at alle oversættelsesteksterne er skrevet ind i systemet. Påtrykning af tekster under udsendelse af programmet kan herefter foregå automatisk, så teksteren ikke længere behøver at være tilstede. Indførelse af denne teknologi betød samtidig større præcision og mere sikker tekstafvikling. En undtagelse fra sidstnævnte kunne dog være, at ”nogen” kom til at sætte en forkert disc i, specielt ved serieudsendelser, hvor de enkelte afsnit jo har samme titel, kunne det ske. I så fald kommer der ganske vist tekster på udsendelsen, men de vil ikke give mening. Da programmeret tekstafvikling er knyttet til optagelser med indlagt tidskode, kan manuel tekstafvikling fortsat forekomme i forbindelse med direkte transmissioner. Det kan være et aktuelt nyhedsindslag, eksempelvis en statsledertale, eller det kan være dronningens traditionsrige nytårstale, der af hensyn til dårligt hørende seere tekstes på dansk. 

Artiklen har taget udgangspunkt i tekstning af fremmedsprog. Det var da også det aktuelle emne og den tekniske udfordring i fjernsynet tidlige årtier. Senere blev der indført endnu et tekstsystem, nemlig tekstning af programmer på eget sprog, den såkaldte ”tekstning for hørehæmmede”. I Danmark (og mange andre lande) har man hidtil benyttet tekst-tv-systemet til at udsende disse tekster, idet man på den måde undgår at ”genere” normalthørende med ”uvedkommende tekster”. Teknisk set er den metode dog belastet af, at tekst-tv-systemets begrænsede bitrate kun giver mulighed for ret primitivt udformede bogstaver. Stigende behov/krav om tekstning for hørehæmmede inden for alle verdens sprogområder har desuden betydet, at også de store lande nu interesserer sig for tekstningssystemer. 

Betydningen af flere kunder på markedet for tekstudstyr er dog efterhånden aftaget i takt med, at der ikke længere er behov for dedikeret hardware. I dag sker tekstning med en software, der ganske vist er specialudviklet til formålet, men som kan indgå i en tv-stations generelle it-system. Det vil sige, at tekstfiler inklusive de nødvendige metadata kan behandles og lagres i stationens samlede server-/lagersystem. Et serverbaseret produktions- og afviklingssystem betyder samtidigt, at korrekt sammenhæng mellem programmer og tekstfiler kan sikres ved, at hver tekstfil forsynes med det relevante programs unikke produktionsnummer. 

DR-Museum, august 2014 

Jørgen Møller-Nielsen

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.06 | 22:53

Kære Karina
Vi kender udmærket kanvastaskerne, i mange forskellige afskygninger, men historien om den, nej ikke umiddelbart. Vi har sat en "eftersøgning" i gang

...
02.06 | 14:11

.. Vi ved at man bruger den på TV2 og måske også i andre produktionsmiljøer.

Men kan en af Jer være mere konkrete, vil vi blive taknemmelige

på forhånd tak

...
02.06 | 14:10

... at den engang i 70’erne blev designet til transport af Nagra båndoptagere og andet udstyr, som alle journalister dengang slæbte med sig

...
02.06 | 14:09

Hej
Her i DR researchen er vi blevet spurgt om vi kender til historien bag DR’s kanvastaske. Hvornår og til hvilken brug blev den skabt.
Vores eget bud er...

...
Du kan lide denne side