 |
|
|
 |
|
Henning Engelbak har skrevet om sin tid i DR, her er et lille uddrag om den første arbejdsdag i Radiohuset:
...Betænkeligheder havde jeg selv i høj grad, da jeg 20 år gammel stod nede på Rosenørns Allé ved Radiohuset og tænkte: "Tak skal du ha', skal du virkelig ind i det marmorpalads og arbejde." Lige der havde jeg mest lyst til at stikke halen mellem benene og luske a'.
Jeg havde et godt job som havnearbejder i min fars sjak i frihavnen, et job som han havde sørget for et par dage efter min soldatertid var slut, ligesom han, et par dage efter min skoletid var slut, havde sørget for en læreplads til mig. Et stykke arbejde måtte man ha'. Uden et stykke arbejde og så hænge på gadehjørnerne, jamen så var man fortabt! "Du milde, hvilke problemer vores forældre havde dengang!"
Nå, men tilbage til september 1964 klokken 8.00 om morgenen ved Radiohusets indgang - og med farmands evindelige "har man sagt A, må man også sige B" ja så tog mig sammen og gik ind i forhallen. Her blev jeg mødt med et mylder af mennesker med violinkasser og alverdens musikinstrumenter, uniformerede piccoloer og en hovedvagt med et højtlydende "JAAA?" Jo, jeg hedder Henning og skal tale med overregissør Conrad Eugene i Studie A. "De kan tage plads derhenne, så skal jeg sørge for, at De bliver hentet."
Jeg blev hentet, kan I tro, op til 4. sal i en glaselevator, med top og bund og sider af glas. Aldrig havde jeg oplevet noget lignende. "Gid vennerne kunne se mig nu." Studie A lå på 4. sal, og efter en kort rundvisning af overregissøren fik jeg besked på at gå ned i kantinen på 2. sal og få mig noget morgenmad. Her sad jeg så nærmest alene i en kæmpe kantine og kikkede på et meget stort maleri på endevæggen . Det forestillede et havnemiljø ved fyraften, havnearbejdere der går fra borde og i forgrunden koner og kærester med barnevogne der tager imod.
Pludselig var billedet væk, og jeg kikkede lige ind i maven på et kæmpe brød af en radiofonitekniker med sin morgenbakke. Nå, tænkte jeg, det er nok ‘en der skal sætte mig ind i jobbet. DET VAR DET IKKE!
Nu har jeg gudskelov en medfødt evne til at komme ud af livstruende situationer ret hurtigt, så jeg forsøgte mig forsigtig med et "Undskyld, sidder jeg på Deres plads?" Og efter et stift nik, kan det nok være at kandidaten forhalede. Og da billedet af havnemiljøet igen kom til syne, tænkte jeg, lad mig komme tilbage til havnen. Det her er sgu’ for løjerligt. Nu havde jeg imidlertid besluttet mig for at fuldføre de 3 måneders prøvetid - man er jo godt opdraget - og jeg kom da også godt i gang. Jobbet som studiemedhjælper bestod i at gå lidt til hånde og så holde kamerakabler fri af gulvet, når kameraet kørte rundt. Altså samle kablet op om morgenen og slippe det igen til fyraften.
...
Medlemmer af foreningen har mulighed for at læse resten af Hennings beretning i vores nyhedsmail - så er du ikke allerede medlem kan du læse her hvordan du kan blive det.
(august 2022)
|
|
|